Her er et eksempel på en novelle fra min hånd:

DEN ABEHOVEDE KVINDE
Af Martin Simonsen

Det er utroligt, hvilke mirakler lægevidenskaben kan udrette. Jeg har fulgt historien siden den for første gang blev nævnt i medierne med store overskrifter for flere måneder siden. Jeg har følt med hende, skønt jeg kun har hørt om hende via aviser og TV. Jeg synes jeg kender hende, ja nærmest elsker hende. Jeg har for længst købt billet til den første præsentation af "Monsteret der blev menneske", for der er kun plads til få hundrede tilskuere - "for at opretholde en vis intimitet omkring affæren dersom vi ikke skal glemme, at hun er et menneske og ikke et dyr i Zoologisk Have".
Roligt, småsludrede defilerer vi alle ind ad døren i aflukket, vagten river snippen af vores BilletNet-billetter, et lille smil til hver af os. Inden for er der proppet med Tv-folk og kameraer fra alverdens Tv-stationer, der er flere pressefolk end publikum (dette er en stor sensation, og billetterne har været dyre) - til gengæld er vi andægtige i vores fælles følelse af behagelig moderat utryghed over for den forestående begivenhed; vi er massen, der hungrer efter gys og underholdning.
Blændet af det helt tidlige martsforårs hvide solskin står jeg nu på en af årets første lune dage mellem de øvrige tilskuere i denne lille kvadratiske arena indhegnet af et nødtørftigt plankeværk af friske rå forskallingsbrædder, jeg kan lugte træet.
Freakshowet begynder med at politibetjente kommer ind ad den lille dør i hjørnet og stiller sig i rækker på hver side af den let forhøjede scene. Et par af dem siger nogle stille ord i walkie-talkien og de nikker til hinanden med alvorlige politiminer - og som om pøbelen kunne høre, hvad der blev sagt, reagerer den ved øjeblikkelig at tie helt stille, så stille at jeg tydeligt mærker en højspændt elektrisk strøm løbe på kryds og tværs mellem folk - et net af fællesskab, der synes at sige, at nu må vi stå sammen mod det endnu ukendte chok, der venter os.
Da vi har stået og summet i den højspændte spænding et par minutter, kommer den behørigt gallaklædte konferencier ind ad døren. Han er en lille, lettere rundrygget mand, der på trods af påklædningen mest ligner en verdensfjern laboratorieprofessor. Hans lidt pibende stemme, der anstrenges til det yderste, når han skal råbe arenaen op, understreger blot denne sære krydsning mellem glamour og kittelverdenen.
Stemmen bliver messende, da han kort opridser forhistorien til dette show - forhistorien, jeg kender til bevidstløshed, forhistorien, der har fascineret mig i måneder, forhistorien, som næppe nogen herinde ikke kender. Det er historien om den stakkels unge afrikanske kvinde, der hele sit tyveårige liv har lidt af et frygteligt, skæmmende handicap. Oven på hendes lille, fine skrøbelige krop, der ikke måler mere end en meter og 35 ved skuldrene, har hun fra fødslen haft en overdimensioneret abehoved med de strideste hår. Hele barndommen tilbragte hun gemt i en kælder, hadet af alle, selv forældrene. Hun måtte have en pose over hovedet, når hun en sjælden gang kom i kontakt med andre mennesker.
Men igennem de sidste par år har hun gennemgået en lang række store plastiske operationer - det er utroligt, hvilke mirakler nutidens lægekunst kan udrette! Så nu skulle hun ikke længere have noget at skamme sig over. Og i dag er den store dag, hvor resultatet skal vises for allerførste gang! Hvor er vi heldige, vi, der har billet!
Konferencieren er færdig med at tale, hans stemmes ekko ringer stadig i mine ører, massen er kommet i stemning, skræmte og vanvidshungrende venter vi på Elefantmandens genfødsel…og det varer heller ikke længe, før døren i bagscenen går op. De kommer ind nu, sug i alle maver! To læger, en kvinde og en mand iført deres daglige hvide kitler og alvorlige koncentrerede miner. Imellem sig et halvt skridt bagved har de den gående kegle - en lille spinkel person dækket af et hvidt lagen fra top til tå.
Konferencieren begynder igen at tale, højere end før og skingert som en sirene, han plaprer bare videre, ingen hører hvad han siger, alle venter spændt på det, der gemmer sig under lagenet, vi ønsker det abnorme. Spændingen, strømmen i massen sitrer igennem mig fra min ene sidemand til den anden, begge veje, på kryds og tværs, overalt.
Politibetjentene, der længe har stået helt stille, tager et par skridt frem på scenen og skyder brystet frem og står så fast som klipper helt ude ved scenekanten, som om de ventede, at pøbelen skulle gå amok, mens konferencieren endnu messer.
Nu tager de to hvidkitlede fat i keglens hvide klæde helt nede ved fødderne og løfter det langsomt, uendeligt langsomt op langs hendes krop…de holder det så stille ved skuldrene, således at hele hendes krop er synlig, men ikke hovedet. Og kroppen er som beskrevet: lille og spinkel, ja, skrøbelig med en helt glat, nærmest blank mørkebrun hud, og klædt i en lang hvid bomuldskjole, der spændes ganske let ud over de meget små bryster. I et snuptag trækker lægerne til sidst lagenet af hendes hoved…og da åbenbares et oversize orangutanghoved, det er større end hendes brystkasse, og da lagenet hurtigt blev trukket henover det, fældede det en del stride har, som nu drysser ned og sætter sig fast i kjolens stof.
Efter at folk har stået som forstenede et øjeblik, går der et sus af væmmelse og stor energi igennem hoben, efterfulgt af panikagtig snakken. Alle taler med sidemanden, sig selv og ud i den blå luft, forsøger at bevare fatningen, prøver at beslutte, om det, de ser, er sandt eller falskt; abehovedets øjne er blanke.
De to kittelklædte smiler lidt nervøst, kigger på betjentene som for at tjekke, at alt er under kontrol, stryger så abehovedet hårdt med hårene, så det fælder flere hår, som når man kærtegner en hund. Dernæst tager de begge fat omkring den brede hals, stryger hårene lidt til side for at få fat helt inde ved huden, de laver vridebevægelser, som om de var ved at kvæle abekvinden - hun står til gengæld helt stille, helt apatisk, hun har givet op.
Nu er der helt stille i mængden, jeg får et elektrisk stød af den højspændte mængde, solen blænder skarpt og hvidt i øjnene, som er stift fixeret på abehovedet på scenen. Efter et eviglangt kort øjeblik lyder en svag knasen, og mens abehår i en v-form glider ned ad kavalergangen på kjolen, krænges hovedet af som en sok, og til syne komme hendes lille yndige negroide hoved med et tomt bedrøvet udtryk i øjnene, de er stadig blanke.
Jeg gyser, publikum mumler og strømmen afbrydes. Pøbelen begynder at bevæge sig, folk snakker, griner, råber, som om kvinden deroppe hele tiden har set sådan ud, lille, fin og sød, som om hun ikke for et øjeblik siden var et monster, en vanskabning, der fremkaldte væmmelse.
Pøbelen bliver ophidset, og politiet må sørge for rimelig ro og orden. "Det er bare plastic - det er fake! Øv!...Det er bare en happening for Tv's skyld!!!" Men jeg ved bedre, jeg har følt med hende, jeg ved det! Hun har været abe, hun har været en Phantom of the Opera. Det, vi så, var en highspeedversion af hendes langtrukne smertefulde metamorfose.